Behandlinger

Tandretning i Århus hos Åbyhøj TandlægeTeam


Retning af tænder kan være løsningen for dig, der enten har et kosmetisk ønske eller problemer med at tygge og bide


Tandretning, tandregulering, ortodonti – alle er ord for det samme: Retning af tændernes placering i munden. Det anvendes typisk i tilfælde, hvor tænderne er roterede eller skæve, og der kan være flere gode grunde til at få foretaget en tandretning for voksne såvel som børn.

 

Hos Åbyhøj Tandlægeteam hjælper vi med retning af tænder, uanset om der er tale om et kosmetisk ønske, eller om du oplever problemer med at tygge eller bide. I vores egen klinik hjælper vi hovedsageligt med tandretning af kosmetiske årsager samt justering af retningen på fortænderne, hvis de udsættes for uhensigtsmæssigt slid. Ved mere komplekse tandreguleringer henviser vi til en specialtandlæge, som vi har et godt samarbejde med.


Er du studerende? Vi tilbyder studierabat til kosmetiske tandretninger.


Før og efter tandregulering

3 trin til tandregulering i Århus

Indledende undersøgelse og samtale om tandretning

Når du booker en tid til tandretning hos os, starter vi med en indledende undersøgelse og samtale. Her hører vi, hvad du har af ønsker, og vi undersøger dine tænder for at vurdere dit behandlingsbehov. Kosmetiske tandretninger og regulering af fortændernes placering kan vi typisk klare i vores egen klinik, og er det, hvad du har behov for, vil vi tage et aftryk af dine tænder. Herefter lægger vi en plan for den videre behandling, som stemmer overens med dine ønsker og behov.


Har du behov for mere avanceret tandretning, anbefaler vi en specialtandlæge, som vi har et godt samarbejde med. Efter vores indledende undersøgelse og samtale laver vi en henvisning og giver dig specialtandlægens kontaktoplysninger. De vil kontakte dig for at planlægge den videre behandling.


Har du tandlægeskræk? Hos Åbyhøj Tandlægeteam gør vi meget ud af at gøre behandlingen til en god oplevelse for dig – også selvom du er nervøs.


Udlevering af tandreguleringsapparat

Hos Åbyhøj Tandlægeteam gør vi brug af to forskellige tandreguleringsapparater – det ene er Inman Aligner-bøjlen, og det andet er Clear Aligner-skinnen. De er begge aftagelige tandreguleringsapparater, hvilket gør retningen af tænderne mere komfortabel for dig. Inman Aligner-bøjlen kan kun bruges på fortænderne.


Efter den indledende undersøgelse vurderer vi, hvilket tandreguleringsapparat der er brug for til retningen af dine tænder. Du vil få udleveret tandreguleringsapparatet, og vi viser dig på klinikken, hvordan du kan tage det af og på, samt hvordan du sørger for god mundhygiejne – se desuden vores gode råd til forebyggende tandpleje.


Under og efter retningen af dine tænder

Det tager som regel 10-18 uger at få foretaget simple tandretninger. Det er ikke ualmindeligt, at du oplever lidt ømhed omkring de tænder, der skal rettes til − særligt i den første tid af perioden, hvor bøjlen eller skinnen tages i brug, er det helt normalt.


Når behandlingen er afsluttet, vil vi udlevere en skinne til dig, som du skal bruge om natten for at vedligeholde retningen af dine tænder. Hvis der er plads, vil vi også placere en tynd metaltråd på indersiden af dine tænder for at fastholde dem i deres nye position. Metaltråden generer ikke i dagligdagen og skal helst blive siddende resten af livet for at sikre, at tænderne ikke flytter sig.


Flere er interesseret i at få foretaget en tandblegning efter en tandregulering – det kan vi også hjælpe med hos Åbyhøj Tandlægeteam, hvis vi vurderer, at det er relevant for dig.



Få rettet dine tænder hos Åbyhøj Tandlægeteam

Går du og drømmer om en tandretning? Så er du meget velkommen til at kontakte os for at høre mere. Vi kan også undersøge dine muligheder for tandregulering i forbindelse med dit regelmæssige tandeftersyn hos os, hvis du oplyser om dette på forhånd, så vi får afsat den korrekte tid til dig. Benyt nedenstående kontaktformular, og så vil vi kontakte dig hurtigst muligt for at finde en tid til dig.

Tandretning

Share by: